Frankrigs offentlige underskud ligger langt over EU’s tilladte grænse, og statsgælden nærmer sig 120 procent af BNP. Europas næststørste økonomi er allerede underlagt EU’s underskudsprocedure, men har fået frem til 2029 til at rette op på situationen. Dermed rejser den franske økonomi et principielt spørgsmål: Hvor konsekvent kan EU håndhæve sine økonomiske regler, når det er et af unionens mest magtfulde medlemslande, der har vanskeligt ved at overholde dem?

Et af Europas største lande har et af Europas største økonomiske problemer

Frankrig er ikke blot en central politisk magt i EU. Landet er også en af euroområdets vigtigste økonomier og en afgørende aktør i spørgsmål om europæisk forsvar, industri, handel og fælles investeringer.

Men bag den politiske indflydelse gemmer sig en stadig vanskeligere økonomisk virkelighed.

Ifølge Eurostats seneste opgørelse havde Frankrig i 2025 et offentligt underskud på 5,1 procent af bruttonationalproduktet. Det svarer til omkring 151,6 milliarder euro eller mere end 1.100 milliarder danske kroner.

EU’s normale grænse er 3 procent.

Samtidig nåede den franske offentlige gæld op på 119,1 procent af BNP i andet kvartal 2026. EU’s gældsreference er 60 procent.

Frankrig ligger dermed markant over begge de centrale grænser i EU’s stabilitets- og vækstpagt.

Det er ikke en ny udvikling. Frankrig har gennem flere år haft betydelige offentlige underskud, og selvom underskuddet blev reduceret fra 5,8 procent i 2024 til 5,1 procent i 2025, er afstanden til EU’s målsætning fortsat stor.

Det betyder, at den franske stat hvert år skal låne betydelige beløb for at finansiere forskellen mellem sine indtægter og udgifter.

EU har allerede grebet ind – men Frankrig har fået tid

EU’s økonomiske regler er ikke blot politiske hensigtserklæringer. De er forankret i EU-traktaterne og den tilhørende lovgivning om finanspolitisk disciplin.

Reglerne gælder samtlige medlemslande og skal blandt andet forhindre, at store offentlige underskud i ét land skaber økonomisk ustabilitet i andre dele af unionen.

I juli 2024 indledte EU-Rådet derfor en formel procedure mod Frankrig for et uforholdsmæssigt stort offentligt underskud.

I januar 2025 blev der fastlagt en korrigerende plan, der giver Frankrig frem til 2029 til at bringe underskuddet under kontrol.

Planen indeholder konkrete begrænsninger for væksten i de offentlige nettoudgifter.

Det er en væsentlig juridisk forskel, at Frankrig allerede overskrider EU’s almindelige underskudsgrænse, men ikke nødvendigvis dermed misligholder den særlige tilpasningsplan, landet har fået godkendt.

EU’s regler giver mulighed for gradvis korrektion frem for at kræve, at alle overskridelser fjernes fra det ene år til det andet.

Det ændrer imidlertid ikke på, at den franske regering står over for en omfattende økonomisk opgave.

2029 nærmer sig – men gælden fortsætter med at vokse

Den franske regering forventer et offentligt underskud på omkring 5,4 procent af BNP i 2026 og har fremlagt et budgetudspil med et mål på 5 procent i 2027.

Det betyder, at der fortsat vil være betydelig afstand til EU’s 3-procentsgrænse, selv hvis regeringens egne forventninger bliver indfriet.

Samtidig ventes den offentlige gæld at fortsætte med at stige.

Den Internationale Valutafond, IMF, har vurderet, at Frankrigs nuværende finanspolitiske tilpasning ikke er tilstrækkelig til at sikre, at underskuddet kommer under 3 procent i 2029.

IMF peger desuden på, at den offentlige gæld kan nærme sig 122 procent af BNP omkring 2030.

Det er ikke ensbetydende med, at Frankrig står foran en statsbankerot. IMF vurderer fortsat risikoen for en egentlig gældskrise på kort sigt som lav.

Men tallene illustrerer, at Frankrigs økonomiske udfordring er strukturel og ikke blot kan forklares med et enkelt dårligt finansår.

Når renterne begynder at konkurrere med velfærden

En af de væsentligste udfordringer for Frankrig er, at den voksende gæld også medfører stigende renteudgifter.

Jo større gælden bliver, desto større en del af de offentlige indtægter skal anvendes på at betale renter frem for at finansiere eksempelvis sundhedsvæsen, uddannelse, infrastruktur og forsvar.

Problemet bliver forstærket, hvis investorer begynder at kræve en højere rente for at låne penge til den franske stat.

Frankrig har traditionelt haft gode muligheder for at finansiere sig på de internationale kapitalmarkeder. Landet har et stort og likvidt marked for statsobligationer og en bred international investorbase.

Men ifølge IMF er den franske gæld blevet mere følsom over for ændringer i renter og økonomisk vækst.

IMF peger samtidig på, at omkring 55 procent af den franske offentlige gæld ved udgangen af 2025 var placeret hos internationale investorer.

Det betyder, at tilliden til fransk økonomi ikke alene er et indenrigspolitisk anliggende. Den afhænger også af, hvordan internationale investorer vurderer Frankrigs evne til at kontrollere sine fremtidige offentlige udgifter.

Og netop her opstår en risiko for en negativ økonomisk spiral.

Hvis renterne stiger, øges de offentlige udgifter. Det kan skabe behov for yderligere låntagning eller besparelser, som igen kan påvirke væksten og dermed gøre gælden vanskeligere at håndtere.

IMF understreger dog, at Frankrigs likvide obligationsmarked og lange gennemsnitlige løbetid på statsgælden fortsat er væsentlige stabiliserende faktorer.

Kan EU tillade sig at stille krav til de små, hvis de store ikke kan levere?

Frankrigs økonomiske problemer rejser også et spørgsmål, der rækker langt ud over de franske statsfinanser.

For hvad sker der med troværdigheden af EU’s økonomiske regler, hvis nogle af unionens største medlemslande gennem længere tid ikke kan leve op til de fælles målsætninger?

Stabilitets- og vækstpagten bygger på, at medlemslandene accepterer fælles begrænsninger i deres økonomiske politik.

Reglerne skal skabe stabilitet i det indre marked og ikke mindst i euroområdet, hvor landene deler valuta og pengepolitik, men fortsat selv har ansvaret for deres nationale finanspolitik.

EU har tidligere haft omfattende diskussioner om, hvor konsekvent disse regler skal håndhæves.

Frankrig er heller ikke alene om problemerne. Ifølge Eurostat havde blandt andet Rumænien, Polen og Belgien større offentlige underskud end Frankrig i 2025.

Det understreger, at udfordringen ikke alene handler om ét medlemsland, men om den samlede finanspolitiske disciplin i EU.

Samtidig er der væsentlige økonomiske argumenter for at give medlemslandene tid til at rette op på deres budgetter.

Meget hurtige og omfattende offentlige besparelser kan reducere den økonomiske aktivitet, svække investeringerne og i værste fald forværre forholdet mellem gæld og BNP.

EU står derfor over for en balance mellem konsekvent regelhåndhævelse og hensynet til økonomisk stabilitet.

Men den balance bliver vanskeligere at forklare politisk, jo længere tid et stort medlemsland fortsætter med underskud, der ligger markant over de fælles grænser.

Forsvar, industri og europæisk selvstændighed kræver penge

Den franske økonomi har også en direkte forbindelse til EU’s ambitioner om større strategisk selvstændighed.

Frankrig er en af Europas vigtigste forsvarsindustrielle nationer og spiller en central rolle i udviklingen af europæiske militære kapaciteter, avanceret teknologi og strategisk infrastruktur.

Samtidig ønsker EU at styrke investeringerne i blandt andet forsvar, energi, digital infrastruktur og europæisk konkurrenceevne.

Det kræver betydelige økonomiske ressourcer.

For Frankrig opstår dermed en vanskelig prioritering.

På den ene side skal landet reducere sine offentlige underskud og stabilisere gælden. På den anden side skal det finansiere nye investeringer i blandt andet forsvar og sikkerhed.

EU’s finanspolitiske ramme giver visse muligheder for at tage hensyn til øgede forsvarsudgifter, men det fjerner ikke det grundlæggende problem med vedvarende underskud og stigende gæld.

Den franske økonomi illustrerer derfor en bredere europæisk udfordring: Hvordan finansierer EU-landene de strategiske ambitioner, de politisk har vedtaget, når flere nationale budgetter allerede er under pres?

Hvad sker der, hvis Frankrig ikke når målet i 2029?

EU’s regler indeholder muligheder for at skærpe proceduren over for et medlemsland, som ikke gennemfører de nødvendige finanspolitiske tilpasninger.

For eurolande kan det i sidste ende omfatte økonomiske sanktioner.

Men sanktioner er ikke automatiske, og de afhænger af konkrete vurderinger og beslutninger efter EU’s gældende procedurer.

Der findes heller ikke en almindelig mekanisme i stabilitets- og vækstpagten, som automatisk medfører, at et land bliver udelukket fra euroen, fordi det overskrider underskudsgrænsen.

Frankrigs medlemskab af euroen er derfor ikke direkte truet af de aktuelle underskudstal.

Den mere relevante udfordring er, hvad EU-Kommissionen og medlemslandene vil gøre, hvis Frankrig i 2029 fortsat har et underskud, der overstiger 3 procent af BNP.

Skal landet have yderligere tid? Skal kravene skærpes? Eller skal EU’s institutioner indlede næste trin i sanktionsproceduren?

Svarene vil afhænge af både den økonomiske udvikling og Frankrigs faktiske efterlevelse af den aftalte tilpasningsplan.

EU-Rådet har allerede fastlagt, at Frankrig skal begrænse den årlige vækst i sine offentlige nettoudgifter til 1,2 procent i 2026, 2027 og 2028 samt 1,1 procent i 2029.

Det giver EU et konkret grundlag for at vurdere, om Frankrig gennemfører de nødvendige tiltag.

Perspektiv: Frankrig bliver en prøve på EU’s økonomiske sammenhængskraft

Frankrigs offentlige finanser handler ikke alene om størrelsen på landets underskud eller gæld.

De handler også om, hvorvidt EU kan fastholde et fælles økonomisk regelsæt i en tid, hvor medlemslandene står over for stigende udgifter til forsvar, sikkerhed, velfærd og investeringer.

Eurostat har dokumenteret, at Frankrigs underskud fortsat ligger betydeligt over EU’s referenceværdi, mens gælden nærmer sig 120 procent af BNP.

IMF har samtidig advaret om, at den nuværende finanspolitiske tilpasning ikke er tilstrækkelig til at nå målet i 2029 uden yderligere tiltag.

Dermed er der en reel forskel mellem Frankrigs politiske ambition om at bringe økonomien under kontrol og de økonomiske fremskrivninger, der foreligger.

Det bliver afgørende, om den franske regering kan omsætte sine planer til vedtagne og gennemførte budgetforbedringer.

For EU bliver spørgsmålet, hvordan fælles økonomiske regler kan håndhæves på en måde, der både er troværdig, konsekvent og forenelig med økonomisk stabilitet.

Frankrig har fået tid til at bringe underskuddet under kontrol. Men EU’s fælles regler skal også kunne fungere den dag, hvor tiden løber ud.