EU vil beskytte forbrugerne mod vildledende sundhedspåstande. Det er et fornuftigt udgangspunkt. Men når tusindvis af anprisninger om planter og urter har været sat på pause siden 2010, begynder det at ligne et større problem end blot reglerne for kosttilskud. Det bliver et spørgsmål om, hvordan EU arbejder, hvordan beslutninger træffes, og hvorfor det europæiske system til tider synes bedre til at skabe regler end til at afslutte dem.

Når EU’s beslutningsmaskine går i stå

Forestil dig en virksomhed, der producerer et plantebaseret kosttilskud. Virksomheden ønsker at fortælle forbrugerne, hvad produktets ingredienser traditionelt har været anvendt til, og hvilke sundhedsmæssige virkninger der kan dokumenteres.

Det burde være en nogenlunde overskuelig opgave.

Men velkommen til EU.

Her kan svaret afhænge af en kombination af europæiske forordninger, nationale myndigheders fortolkninger, videnskabelige vurderinger og en særlig liste over sundhedsanprisninger, som EU endnu ikke har færdigbehandlet.

Og det mest bemærkelsesværdige er ikke kompleksiteten.

Det er tiden.

For i 2010 satte Europa-Kommissionen vurderingen af en lang række sundhedsanprisninger om planter og planteingredienser på pause.

I 2024 kunne Den Europæiske Revisionsret konstatere, at 2.078 botaniske sundhedsanprisninger fortsat befandt sig i denne uafklarede situation.

I 2026 er der dermed gået omkring 16 år, siden processen blev sat på pause.

Det er næsten en præstation i sig selv.

EU har i den mellemliggende periode håndteret finanskriser, Brexit, en pandemi, energikriser, krig i Europa og omfattende nye politiske ambitioner.

Men en endelig løsning på spørgsmålet om, hvilke sundhedspåstande virksomheder må bruge om en lang række planteingredienser, har vist sig vanskeligere.

Måske skulle nogen servere en kop beroligende urtete i Bruxelles.

Hvis de altså må fortælle, at den er beroligende.

Et system, hvor reglerne er vedtaget, men beslutningerne mangler

EU’s forordning om ernærings- og sundhedsanprisninger blev vedtaget i 2006.

Formålet var at skabe fælles regler for, hvad virksomheder må fortælle forbrugerne om fødevarers sundhedsmæssige egenskaber.

Tanken var ganske fornuftig.

Forbrugerne skulle beskyttes mod udokumenterede påstande, og virksomhederne skulle have ensartede konkurrencevilkår på tværs af det indre marked.

Men implementeringen afslørede et grundlæggende problem.

Det viste sig vanskeligt at vurdere traditionelle plantebaserede produkter efter de samme videnskabelige principper som mange andre fødevareingredienser.

Derfor blev vurderingen af en række botaniske anprisninger sat i bero.

Og der blev den.

Resultatet er et system, hvor EU har etableret en fælles lovgivningsramme uden at færdiggøre en central del af arbejdet.

Nogle af de afventende anprisninger kan fortsat anvendes under særlige overgangsbetingelser og national kontrol. Andre må ikke anvendes.

Dermed opstår den paradoksale situation, at EU’s ønske om harmonisering ikke nødvendigvis giver virksomhederne den klarhed og ensartethed, som reglerne skulle skabe.

Det er ikke blot et problem for producenter af kosttilskud.

Det er et eksempel på en langt større europæisk udfordring: Hvad sker der, når EU vedtager regler, men ikke får afsluttet de beslutninger, der skal gøre reglerne anvendelige?