EU har fundet 90 mia. euro til Ukraine, men allerede nu tegner der sig et nyt finansieringshul på omkring 70 mia. euro i 2027. Frankrig kæmper med sin egen økonomi, flere medlemslande modsætter sig fælles finansiering, og Europas økonomiske råderum er under pres. Spørgsmålet er derfor ikke længere blot, om Europa vil støtte Ukraine, men hvordan EU konkret vil skaffe de nødvendige penge – og hvor længe det kan fortsætte.

Der er efterhånden ingen europæiske stats- eller regeringschefer, som ikke har erklæret, at Ukraine skal støttes, så længe det er nødvendigt. Budskabet er blevet gentaget på utallige topmøder, og EU har da også mobiliseret historisk store beløb til at understøtte Ukraines forsvar, økonomi og samfund.

Men der er et spørgsmål, som vi efterhånden bliver nødt til at stille langt mere direkte: Hvor skal pengene komme fra?

For mens de politiske erklæringer fortsætter, bliver de økonomiske realiteter stadig vanskeligere. Rusland fortsætter sin krig, Ukraine har brug for enorme beløb til både forsvar og almindelig samfundsdrift, og samtidig er flere af EU’s største økonomier selv under et betydeligt økonomisk pres.

Det er en udvikling, der risikerer at sætte selve sammenhængen mellem Europas sikkerhedspolitiske ambitioner og økonomiske handlekraft på prøve.

Og måske er det netop her, vi finder en af EU’s største udfordringer i de kommende år.

90 milliarder euro er ikke nødvendigvis nok

EU har etableret et ekstraordinært lån til Ukraine på 90 mia. euro for 2026 og 2027. Pengene skal både holde den ukrainske stat i gang og finansiere landets forsvar.

Af beløbet er 60 mia. euro afsat til militære formål og forsvarsindustriel kapacitet, mens 30 mia. euro skal understøtte økonomien og den almindelige offentlige sektor.

Så sent som den 30. oktober fremlagde Europa-Kommissionen et forslag til den konkrete fordeling af de resterende 45 mia. euro for 2027. Det er en vigtig beslutning, men den løser langtfra nødvendigvis problemet.

På et pressemøde den 19. oktober oplyste Kommissionen nemlig, at de eksisterende finansielle tilsagn efterlod et forventet finansieringshul på omkring 70 mia. euro i 2027.

Og det bemærkelsesværdige er, at dette tal allerede medregner de planlagte 45 mia. euro fra EU og en del af bidragene fra andre internationale partnere.

Det er ganske enkelt et enormt beløb.

Samtidig må vi huske, at finansieringen handler om langt mere end våben og ammunition. Ukraine skal fortsat betale lønninger, pensioner og offentlige ydelser, opretholde hospitaler og myndigheder og reparere den kritiske infrastruktur, som løbende bliver ødelagt.

Hertil kommer genopbygningen, som Verdensbanken og internationale samarbejdspartnere har anslået til næsten 588 mia. dollar over ti år. Det er et særskilt, langsigtet behov, som ikke må forveksles med den akutte finansiering af krigen.

Vi kan derfor ikke nøjes med at diskutere, om EU kan finde endnu en hjælpepakke.

Vi må diskutere, hvordan en vedvarende finansiering overhovedet skal kunne hænge sammen.

Frankrig er et billede på Europas økonomiske dilemma

Frankrig er et godt eksempel på den udfordring, EU står over for.

Landet er en af Europas største økonomier, en central politisk aktør og en væsentlig del af Europas sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde.

Men Frankrigs offentlige finanser er under alvorligt pres.

Europa-Kommissionens økonomiske prognose fra maj 2026 vurderede, at det franske offentlige underskud ville udgøre 5,1 procent af BNP i 2026 og stige til 5,7 procent i 2027. Samtidig ventes den offentlige gæld at nå omkring 120 procent af BNP i 2027.

Den 30. oktober ændrede kreditvurderingsbureauet Fitch desuden udsigterne for Frankrigs kreditvurdering til negative.

Det er tal, der burde give anledning til eftertanke i Bruxelles.

For hvordan skal et land, som allerede kæmper med betydelig gæld, stigende renteudgifter og politisk uenighed om sit eget statsbudget, samtidig kunne påtage sig stadig større internationale finansielle forpligtelser?

Det betyder naturligvis ikke, at Frankrig ikke kan eller vil hjælpe Ukraine. Men det understreger, at den økonomiske kapacitet ikke er ubegrænset, selv ikke blandt Europas største medlemslande.

Og Frankrig står ikke alene med vanskelige prioriteringer.

Europæiske regeringer skal samtidig finansiere oprustning, energisikkerhed, velfærd, infrastruktur og øgede udgifter til at betjene eksisterende gæld.

Når der skal findes flere milliarder til Ukraine, skal pengene derfor enten skaffes gennem nye indtægter, besparelser andre steder eller yderligere låntagning.

Det er ikke længere alene et spørgsmål om solidaritet. Det er også et spørgsmål om økonomiske prioriteringer, som europæiske politikere skal kunne forklare deres egne vælgere.

Et EU, hvor medlemslandene ikke er enige om regningen

Den anden store udfordring er politisk.

EU er langt fra en samlet økonomisk og politisk enhed, når det handler om finansieringen af Ukraine.

Ungarn og Slovakiet har gentagne gange været kritiske over for dele af den europæiske Ukraine-politik og fælles finansieringsmekanismer. Da EU etablerede lånet på 90 mia. euro, blev det derfor gennemført som et såkaldt forstærket samarbejde, hvor Ungarn, Slovakiet og Tjekkiet ikke påtager sig de samme finansielle forpligtelser som de deltagende lande.

Men det vil være forkert at betragte Østeuropa som én samlet modstander af støtten til Ukraine.

Tværtimod har Polen og de baltiske lande været blandt de stærkeste fortalere for omfattende støtte. Set i forhold til deres økonomiers størrelse har de baltiske lande ydet nogle af de største bidrag.

Forskellene handler i høj grad om, hvordan landene vurderer deres egen sikkerhed, deres økonomiske interesser og deres politiske ansvar.

Netop derfor bliver det vanskeligt at skabe en fælles europæisk finansieringsmodel.

For kan EU i længden opretholde en fælles sikkerhedspolitisk ambition, hvis medlemslandene ikke er enige om, hvem der skal betale?

Og hvad sker der, hvis et stigende antal regeringer begynder at argumentere for, at deres nationale økonomiske udfordringer må komme før yderligere støtte til Ukraine?

Det spørgsmål bliver ikke mindre aktuelt, når flere europæiske lande går ind i valgkampe i 2027.

Kan Rusland ende med at betale sin egen krigsregning?

En af de mest omdiskuterede muligheder er at anvende de indefrosne russiske aktiver.

Omkring 210 mia. euro i russiske statslige aktiver er immobiliseret i EU, hvoraf hovedparten administreres gennem den belgiske værdipapircentral Euroclear.

EU har allerede etableret ordninger, hvor ekstraordinære indtægter fra de indefrosne aktiver anvendes til at understøtte finansieringen af Ukraine.

Men der er væsentlig forskel på at anvende afkastet og på at anvende selve kapitalen.

Det sidste rejser betydelige juridiske og finansielle spørgsmål.

Belgien har især været bekymret for de mulige retssager, erstatningskrav og økonomiske konsekvenser, som kan ramme landet og Euroclear, hvis de russiske midler anvendes mere direkte.

Det er bekymringer, man ikke bare kan ignorere. For spørgsmålet handler også om tilliden til Europas finansielle system og om de internationale regler for statslige aktiver.

Omvendt er der et åbenlyst politisk dilemma.

Skal europæiske skatteborgere fortsætte med at finansiere konsekvenserne af Ruslands krig, mens enorme russiske værdier fortsat står indefrosset?

Der er forslag om at etablere nye lån, som understøttes af de russiske midler eller deres fremtidige afkast. Men heller ikke sådanne konstruktioner er risikofrie, og de indebærer ikke automatisk, at pengene kan anvendes uden juridiske eller økonomiske konsekvenser.

Alligevel forekommer det nødvendigt, at EU får en langt mere grundlæggende diskussion af denne mulighed.

Fælles EU-lån kan skaffe penge – men ikke fjerne regningen

En anden mulighed er, at EU fortsætter med at optage fælles lån på de internationale kapitalmarkeder.

Det er i princippet den mekanisme, der allerede anvendes i forbindelse med lånet på 90 mia. euro.

Fordelen er, at EU kan mobilisere store beløb uden straks at kræve tilsvarende direkte indbetalinger fra medlemslandenes nationale budgetter.

Men der er en afgørende forskel på at skaffe finansiering og på at finansiere udgiften.

Lån skal betjenes. Der skal betales renter, og nogen skal i sidste ende bære risikoen for tilbagebetalingen.

EU’s eksisterende Ukraine-lån er konstrueret, så Ukraine først skal tilbagebetale, når landet modtager krigsskadeserstatninger fra Rusland. Det beskytter i betydeligt omfang den ukrainske økonomi, men det ændrer ikke ved, at EU har renteudgifter og finansielle risici.

Europa-Parlamentets analyser har anslået lånets løbende finansieringsomkostninger til omkring 3 mia. euro årligt fra 2028.

Og hvis løsningen på det næste finansieringshul bliver endnu et stort EU-lån, vokser spørgsmålet om de fremtidige forpligtelser naturligvis.

Samtidig forhandler EU allerede om sit næste flerårige budget for 2028–2034.

Europa-Kommissionen har foreslået, at der skal kunne mobiliseres op til 100 mia. euro til Ukraine i den periode. Men beløbet er endnu ikke endeligt vedtaget, og det skal ses i sammenhæng med et EU-budget, hvor landbrug, regional udvikling, konkurrenceevne, forsvar og gældsbetaling også kræver store ressourcer.

Kommissionen har desuden foreslået nye indtægtskilder til EU-budgettet, blandt andet gennem klimaordninger, tobaksafgifter, elektronisk affald og bidrag fra større virksomheder.

Men heller ikke nye EU-indtægter er gratis penge. De skal i sidste ende betales af virksomheder, borgere eller nationale økonomier, og de foreslåede indtægter er ikke øremærket Ukraine.

Dermed står EU over for en vanskelig politisk prioritering.

Skal man øge EU’s samlede økonomiske kapacitet? Skal man omfordele eksisterende budgetmidler? Eller skal medlemslandene acceptere større fælles gældsforpligtelser?

Det er forskellige politiske valg med meget forskellige konsekvenser.

Europas sikkerhed har en pris – men hvem tør fortælle, hvad den er?

Det er naturligvis muligt at argumentere for, at det vil blive langt dyrere for Europa, hvis Ukraine taber krigen, eller hvis Rusland opnår en fredsaftale, der belønner militær aggression.

Den sikkerhedspolitiske argumentation er både relevant og væsentlig.

Et svækket Ukraine kan medføre yderligere europæiske forsvarsudgifter, større usikkerhed og et endnu mere omfattende behov for militær afskrækkelse.

Men selv et stærkt sikkerhedspolitisk argument kan ikke i sig selv skabe finansieringen.

EU må derfor også stille større krav til de øvrige internationale partnere. Storbritannien, Norge, Canada, Japan og USA spiller forskellige roller i støtten til Ukraine, men der er behov for større klarhed over, hvilke beløb de faktisk vil stille til rådighed.

Det samme gælder de muligheder, der ligger i at anvende russiske aktiver, sikre større privat medfinansiering af genopbygning og skabe mere langsigtede europæiske finansieringsmodeller.

Og samtidig må vi holde fast i, at finansiel støtte skal følges af kontrol, gennemsigtighed og dokumentation for anvendelsen. Det er ikke et argument imod Ukraine, men en nødvendig forudsætning for at bevare europæisk opbakning over tid.

Det kan meget vel vise sig, at Europas største udfordring ikke bliver at træffe beslutningen om at støtte Ukraine, men at fastholde finansieringen år efter år.

Derfor bør vi begynde at stille nogle langt mere ubekvemme spørgsmål.

Hvor stor en del af Europas fremtidige budgetter skal være bundet til Ukraine? Hvor meget fælles gæld er medlemslandene villige til at acceptere? Og hvad gør EU, hvis både krigen og finansieringsbehovet fortsætter langt ud over 2027?

Det er ikke spørgsmål, der nødvendigvis har enkle svar. Men de bliver ikke mindre nødvendige af den grund.

EU’s stats- og regeringschefer mødes efter planen igen den 26.–27. november for blandt andet at drøfte Ukraines finansieringsbehov og EU’s kommende langtidsbudget.

Det burde blive en anledning til mere end endnu en erklæring om europæisk sammenhold.

For hvis EU mener alvorligt, at Ukraine skal støttes, så længe det er nødvendigt, bør medlemslandene også være i stand til at forklare, hvordan det skal finansieres.

Europa kan ikke blive ved med at føre sikkerhedspolitik på løfter, mens man udsætter diskussionen om regningen.

Og måske er det vigtigste spørgsmål derfor ikke, om Europa har råd til at støtte Ukraine.

Det er, om Europa har råd til at lade være – og om europæiske politikere har modet til at fortælle deres vælgere, hvad begge muligheder faktisk kommer til at koste.