Ti år efter Brexit-afstemningen er spørgsmålet om britisk EU-medlemskab igen blevet aktuelt. Men en tilbagevenden behøver ikke nødvendigvis betyde, at Storbritannien skal opgive pundet eller tilslutte sig Schengen. EU’s traktater giver mulighed for særlige aftaler, og det rejser et større politisk spørgsmål: Er Europa parat til at acceptere et britisk comeback på særlige vilkår?

Brexit er ikke længere et afsluttet politisk kapitel

Da Storbritannien forlod EU den 31. januar 2020, var det kulminationen på flere års politisk konflikt om national suverænitet, økonomi, indvandring og forholdet til Bruxelles.

Siden har både Europa og Storbritannien forandret sig.

Ruslands krig mod Ukraine, den geopolitiske usikkerhed, behovet for europæisk oprustning og en stadig hårdere global konkurrence har ændret de politiske og økonomiske forudsætninger for samarbejdet.

Samtidig er spørgsmålet om Brexit og dets konsekvenser fortsat en del af den britiske indenrigspolitiske debat.

Dermed er spørgsmålet om en mulig tilbagevenden til EU igen relevant. Ikke nødvendigvis som et nært forestående politisk projekt, men som en diskussion om, hvordan Europas fremtidige samarbejde skal organiseres.

Og her kan to spørgsmål blive helt afgørende: Skal Storbritannien indføre euroen, og skal landet være en del af Schengen?

Danmark viser, at EU-medlemskab ikke behøver være ens for alle

En af de mest interessante detaljer i diskussionen er, at EU allerede rummer forskellige former for integration.

Danmark har eksempelvis en permanent undtagelse fra euroen, mens Irland står uden for Schengens grænsefri område.

Andre EU-lande har endnu ikke indført euroen, selv om de som udgangspunkt er forpligtet til det, når betingelserne er opfyldt.

Det viser, at EU-medlemskab ikke nødvendigvis betyder, at alle medlemslande deltager i samtlige samarbejdsområder på samme måde.

Storbritannien havde selv en række undtagelser, før landet forlod EU.

Derfor er det juridisk muligt at forestille sig en ny britisk tiltrædelsesaftale, hvor landet får særlige vilkår.

Men der er en væsentlig forskel mellem juridisk mulighed og politisk realitet.

En britisk tilbagevenden vil kræve forhandlinger og enighed mellem samtlige EU-medlemslande. Og netop her kan spørgsmålet om særstatus vise sig at blive vanskeligt.

Vil EU acceptere, at Storbritannien vender tilbage på særlige vilkår?

For EU er der både strategiske fordele og politiske udfordringer ved en britisk tilbagevenden.

Storbritannien er en af Europas største økonomier, en central handelsnation og en betydelig militær magt.

Et britisk medlemskab vil kunne styrke EU’s samlede økonomiske og geopolitiske vægt.

Men det vil også rejse principielle spørgsmål.

Hvorfor skal Storbritannien kunne vende tilbage med undtagelser, når andre lande forventes at acceptere EU’s fælles regelsæt?

Og hvordan vil en sådan aftale påvirke fremtidige medlemskabsforhandlinger med eksempelvis Ukraine og landene på Vestbalkan?

EU har gennem årene arbejdet for en mere sammenhængende integration, men har samtidig accepteret nationale forskelle.

Et britisk comeback kan derfor blive en vigtig prøve på, hvor fleksibel unionen ønsker at være.

Forsvar og sikkerhed kan ændre den politiske diskussion

Der er imidlertid en dimension, som gør diskussionen anderledes i dag end under Brexit-forhandlingerne.

Europas sikkerhedspolitiske situation er fundamentalt forandret.

Storbritannien er en af Europas vigtigste militære aktører med atomvåben, en betydelig forsvarsindustri og en central rolle i NATO.

Samtidig forsøger EU at styrke sin egen forsvarsindustri, udvikle nye finansieringsinstrumenter og skabe større europæisk kapacitet inden for ammunition, missiler, droner, luftforsvar og kritisk infrastruktur.

Her opstår en udfordring.

Storbritannien er en afgørende del af Europas samlede forsvarskapacitet, men står uden for EU’s politiske beslutningsprocesser og har ikke automatisk adgang til alle unionens forsvarsindustrielle programmer.

Det har blandt andet været tydeligt i diskussionerne om EU’s SAFE-program på 150 milliarder euro.

Et tættere samarbejde mellem EU og Storbritannien vil derfor ikke alene handle om handel og arbejdsmarked.

Det vil også handle om Europas evne til at finansiere, producere og koordinere sin egen sikkerhed.

Set fra et dansk perspektiv er dette særligt interessant.

Danmark har tætte sikkerhedspolitiske relationer til Storbritannien gennem NATO, Østersøsikkerheden, Nordsøen og samarbejdet om forsvarsindustri.

En tættere britisk tilknytning til EU kan derfor få direkte betydning for danske virksomheder og europæiske forsvarsprojekter.

Økonomien kan blive lige så afgørende som sikkerhedspolitikken

Et britisk EU-medlemskab vil også kunne få betydning for unionens økonomiske balance.

Storbritannien vil igen blive en stor aktør i EU’s indre marked, handelspolitik og budgetforhandlinger.

Men en tilbagevenden vil samtidig kræve vanskelige forhandlinger om britiske bidrag til EU-budgettet, landbrugsstøtte, fiskeri, finansielle tjenesteydelser og regulering.

Her vil EU skulle afveje fordelene ved at få en stor økonomi tilbage mod de politiske konsekvenser af at give særlige vilkår.

Og for Storbritannien vil spørgsmålet være, hvor meget national handlefrihed landet er villigt til at afgive for igen at få fuld adgang til EU’s institutioner og beslutningsprocesser.

Det er langt fra sikkert, at de økonomiske og politiske interesser kan forenes.

Kan EU udvikle sig til et mere fleksibelt samarbejde?

Diskussionen om Storbritannien peger på et større spørgsmål om EU’s fremtid.

Skal alle medlemslande bevæge sig mod stadig tættere integration, eller skal EU i højere grad acceptere forskellige niveauer af deltagelse?

Allerede i dag eksisterer der forskellige samarbejdsformer.

Norge deltager i det indre marked gennem EØS, men er ikke medlem af EU. Schweiz har en række bilaterale aftaler. Danmark har særlige traktatmæssige undtagelser, mens euroområdet og Schengen ikke omfatter præcis de samme lande.

En britisk tilbagevenden med undtagelser vil kunne gøre diskussionen om et Europa i flere hastigheder endnu mere aktuel.

Det kan få betydning langt ud over forholdet mellem London og Bruxelles.

For hvis EU kan finde en særlig model for Storbritannien, vil andre lande også kunne rejse spørgsmålet om, hvorvidt fremtidens europæiske integration skal være mere fleksibel.

EU står over for et principielt valg

Der er endnu ikke tale om en formel britisk ansøgning om genoptagelse i EU.

Og selv om særlige undtagelser juridisk kan forhandles, er der ingen garanti for, at EU’s medlemslande vil acceptere dem.

Men diskussionen er politisk interessant, fordi den rammer direkte ind i nogle af Europas største udfordringer.

EU ønsker at styrke sin økonomiske konkurrenceevne, udvikle en stærkere forsvarsindustri og opnå større strategisk handlefrihed.

Storbritannien er allerede en væsentlig del af Europas økonomiske og sikkerhedspolitiske virkelighed.

Spørgsmålet er derfor, om det europæiske samarbejde på længere sigt bedst udvikles med Storbritannien som en tæt ekstern partner eller som fuldgyldigt medlem.

For måske er det mest interessante spørgsmål ikke, om Storbritannien kan vende tilbage til EU på sine gamle vilkår.

Det er, om EU er villig til at udvikle nye medlemsvilkår for at styrke Europas samlede politiske, økonomiske og sikkerhedsmæssige position.

Og netop den diskussion kan få betydning for langt flere lande end Storbritannien.