Dansk forsvarspolitik er ved at begå en klassisk fejl: Vi forbereder os grundigt på den forkerte krig. Debatten kredser fortsat om brigader, kampfly og ammunition. Det er nødvendige kapaciteter – men de er ikke længere tilstrækkelige. For mens Forsvaret moderniseres langsomt og planmæssigt, er selve samfundet blevet eksponeret som kampplads

I klassisk sikkerhedspolitik har fokus været på styrkeforhold, alliancer og kapaciteter. I dag er der et andet begreb, som i stigende grad afgør, hvem der vinder konflikter og hvem der taber: hastighed. Ikke blot militær hastighed på slagmarken, men politisk, administrativ og industriel hastighed. Spørgsmålet er ikke længere kun hvad vi kan

Danmark diskuterer i disse måneder, hvordan vi skal finde pengene til et markant stærkere forsvar. Svaret bliver igen og igen det samme: højere skatter, hårdere prioriteringer eller flere lån.Men det er forkert. Danmark mangler ikke penge. Danmark fravælger dem. I årtier har Nordsøen været en af statens største kontante indtægtskilder. I perioden

Der findes politiske handlinger, som er så grænseoverskridende, at de næsten bliver usynlige, fordi de pakkes ind i kendte ritualer. Udnævnelsen af en amerikansk “særlig udsending til Grønland” er én af dem. Formelt set blot endnu et embede. Reelt set et åbent angreb på Rigsfællesskabets suverænitet – og på den

USA har underskrevet en ny forsvarsaftale og en støtteaftale med Ukraine, der – målt i kroner og øre – kan virke beskeden sammenlignet med de massive hjælpepakker fra krigens første år. Men ser man bag overskrifterne, er der tale om et markant strategisk skifte i amerikansk sikkerhedspolitik: fra ad hoc-støtte

Danmark taler meget om forsvar, tempo og teknologisk forspring. Alligevel risikerer vi, at ambitionerne drukner i forsigtighed, proceskrav og berøringsangst. For innovation i forsvaret opstår ikke af hensigtserklæringer – den opstår i samspillet mellem forsvaret, industrien og politikerne. Og netop dette samspil er i dag for skrøbeligt. Hvis forsvaret skal

Tyskland har på rekordtid opført en ny ammunitionsfabrik. Fra politisk beslutning til operativ produktion gik der blot 18 måneder. Det er ikke et spørgsmål om tysk effektivitet alene. Det er et eksempel på, hvad der sker, når NATOs Defence Planning Process (NDPP) bruges, som den er tænkt: som et strategisk

Norge tager nu et markant skridt i retning af den sikkerhedsstruktur, som længe har været standard i USA, Storbritannien og Sverige: En national sikkerhedsrådgiver placeret direkte under statsministeren. Den nyudnævnte Thomas Boe Hornburg bliver dermed den første nordmand nogensinde i et job, der skal samle trådene i en stadig mere