EU-Kommissionen har fremlagt et omfattende forslag til nye regler for offentlige indkøb. Fremover skal kvalitet, innovation, forsyningssikkerhed og europæisk produktion kunne spille en større rolle, når offentlige myndigheder køber varer og tjenesteydelser. Forslaget kan ændre konkurrencevilkårene for tusindvis af virksomheder og gøre offentlige indkøb til et langt stærkere politisk redskab.

Hvert år køber offentlige myndigheder i EU varer, tjenesteydelser og bygge- og anlægsarbejder for omkring 2.600 milliarder euro. Det svarer til cirka 15 procent af EU’s samlede bruttonationalprodukt.

Det er enorme beløb. Og dermed også en enorm økonomisk og politisk indflydelse.

Alligevel har offentlige indkøb i mange år været præget af omfattende dokumentationskrav, komplicerede udbudsprocedurer og et betydeligt fokus på den laveste pris.

Det ønsker EU-Kommissionen nu at ændre.

Den 9. september 2026 fremlagde Kommissionen forslaget til en ny Public Procurement Act, der skal erstatte tre eksisterende udbudsdirektiver med én samlet EU-forordning.

Ambitionen er ikke alene at forenkle lovgivningen. EU ønsker i højere grad at bruge offentlige indkøb til at styrke europæisk konkurrenceevne, teknologisk udvikling og strategisk selvstændighed.

Det er en politisk kursændring, som potentielt kan mærkes langt uden for Bruxelles.

Laveste pris skal ikke længere være det afgørende

En af de mest markante ændringer handler om, hvordan offentlige myndigheder skal vurdere tilbud fra virksomheder.

I dag giver EU-reglerne allerede mulighed for at lægge vægt på andet end pris. I praksis anvender mange offentlige indkøbere dog fortsat laveste pris som det eneste tildelingskriterium.

Kommissionen ønsker derfor at gøre forholdet mellem pris og kvalitet langt mere centralt.

Forslaget lægger som udgangspunkt op til, at kvalitetskriterier skal udgøre mindst 30 procent af evalueringen. Ved arbejdskraftintensive kontrakter er udgangspunktet 50 procent.

Der er dog foreslået mulighed for begrundede undtagelser.

Det kan eksempelvis få betydning, når det offentlige skal anskaffe IT-systemer, bygge infrastruktur, investere i energiløsninger eller indgå længerevarende serviceaftaler.

En løsning, der er billigst at købe, er ikke nødvendigvis den billigste over hele sin levetid.

Driftsomkostninger, holdbarhed, energiforbrug, funktionalitet og fremtidig udvikling kan vise sig at være langt vigtigere end den oprindelige anskaffelsespris.

Dermed bevæger EU sig mod en indkøbsmodel, hvor spørgsmålet i højere grad bliver, hvilken samlet værdi en løsning skaber.

Det kan give innovative virksomheder nye muligheder for at konkurrere med mere etablerede leverandører.

EU vil kunne prioritere europæiske leverandører

Det måske mest politisk interessante element i reformen er indførelsen af såkaldt europæisk præference.

I årtier har EU arbejdet for åbne markeder, international konkurrence og fri adgang til offentlige kontrakter.

Den nye geopolitiske virkelighed har imidlertid ændret diskussionen.

Europa er blevet mere opmærksom på sin afhængighed af udenlandske producenter, teknologier og kritiske forsyningskæder.

Derfor foreslår Kommissionen, at offentlige indkøbere under bestemte betingelser skal kunne give europæiske leverandører og produkter en konkurrencemæssig fordel.

Det kan blandt andet ske gennem positiv vægtning af europæisk oprindelse eller begrænsninger for tilbud med en utilstrækkelig andel af europæiske eller på anden måde handelsaftaledækkede leverancer.

Det er vigtigt at understrege, at forslaget ikke indebærer et generelt forbud mod leverandører uden for EU. Internationale handelsaftaler og EU’s forpligtelser under Verdenshandelsorganisationen skal fortsat respekteres.

Men den politiske retning er tydelig.

Offentlige indkøb skal ikke længere alene vurderes ud fra økonomisk effektivitet og konkurrence. De skal også kunne understøtte Europas økonomiske sikkerhed og industrielle kapacitet.

Det rejser samtidig et principielt spørgsmål: Hvor langt skal EU gå for at beskytte europæisk produktion, hvis konsekvensen kan blive højere priser eller mindre konkurrence?

Fra detaljerede udbud til mere dialog med markedet

Kommissionen vil også ændre selve måden, offentlige indkøb gennemføres på.

I dag oplever både virksomheder og myndigheder, at udbudsprocesserne kan være komplicerede, langvarige og ressourcekrævende.

Det gælder særligt, når der efterspørges nye løsninger, som endnu ikke findes på markedet.

Kommissionen foreslår derfor at reducere antallet af centrale udbudsprocedurer og skabe større fleksibilitet i anvendelsen af dialog og forhandling.

Blandt de foreslåede procedurer findes en egentlig innovationsprocedure, hvor offentlige myndigheder i højere grad kan tage udgangspunkt i et behov frem for en færdig teknisk løsning.

Det er en interessant ændring.

For hvordan skal en offentlig myndighed kunne beskrive præcist, hvilken teknologi den ønsker at anskaffe, hvis teknologien endnu ikke eksisterer?

Og hvordan skal innovative virksomheder kunne udvikle fremtidens løsninger, hvis udbuddene alene efterspørger produkter, der allerede findes?

Med den nye tilgang ønsker EU at gøre det lettere at udvikle løsninger i samspillet mellem offentlige indkøbere og virksomheder.

Det kan styrke mulighederne for innovation inden for blandt andet digitalisering, transport, energi, klima, byggeri og offentlig infrastruktur.

Samtidig skal hensynet til ligebehandling, gennemsigtighed og reel konkurrence fortsat være grundlæggende.

En fælles digital indgang til Europas offentlige marked

En anden væsentlig del af forslaget handler om digitalisering.

EU ønsker at etablere et sammenhængende digitalt indkøbsmarked, hvor medlemslandenes eksisterende udbudssystemer forbindes.

Virksomheder skal lettere kunne identificere offentlige kontrakter og deltage i udbud på tværs af landegrænserne.

Samtidig skal et såkaldt once-only-princip reducere behovet for gentagne gange at indsende de samme virksomhedsoplysninger.

Det kan især få betydning for små og mellemstore virksomheder.

For en mindre virksomhed kan omkostningerne ved at udarbejde tilbud og levere omfattende dokumentation være så store, at virksomheden helt fravælger offentlige udbud.

Hvis de administrative byrder reduceres, kan adgangen til Europas offentlige marked blive mere attraktiv.

Men der er også en væsentlig forudsætning.

Reglerne skal ikke bare være lettere at forstå. De skal også være lettere at anvende i praksis.

Ellers risikerer EU at erstatte ét komplekst system med et andet.

Forsyningssikkerhed bliver et selvstændigt hensyn

Reformen skal også ses i lyset af Europas sikkerhedspolitiske situation.

Pandemien, Ruslands invasion af Ukraine og de voksende geopolitiske spændinger har tydeliggjort, hvor sårbare internationale forsyningskæder kan være.

EU ønsker derfor, at offentlige indkøbere i højere grad skal kunne tage hensyn til sikkerhed, robusthed og leveringssikkerhed.

Det kan eksempelvis være relevant ved anskaffelse af kritisk teknologi, digitale infrastrukturer, energisystemer og andre samfundsvigtige løsninger.

For visse kritiske enheder lægger forslaget op til særlige hensyn til forsyningskædernes robusthed.

Dermed bliver leverandørens evne til at levere – også under en krise – et mere centralt konkurrenceparameter.

Det er værd at bemærke, at særlige forsvars- og sikkerhedsanskaffelser fortsat er omfattet af særskilte regler. Den nye Public Procurement Act er derfor ikke en generel erstatning for EU’s forsvarsudbudsregler.

Et opgør om Europas økonomiske fremtid

Set fra et politisk perspektiv er reformen mere end en ændring af nogle tekniske indkøbsbestemmelser.

Den handler om, hvordan EU skal bruge sin økonomiske størrelse i den internationale konkurrence.

USA og Kina anvender allerede omfattende industripolitiske instrumenter til at fremme nationale interesser og strategisk teknologi.

EU forsøger nu i højere grad at udnytte sit eget hjemmemarked som en strategisk styrkeposition.

Men der er en indbygget konflikt.

På den ene side ønsker EU at beskytte europæisk industri og gøre sig mindre afhængig af tredjelande.

På den anden side bygger det indre marked netop på konkurrence, effektivitet og åbne handelsforbindelser.

Flere medlemslande har derfor advaret mod, at europæisk præference kan føre til dyrere indkøb, begrænset adgang til innovative løsninger og handelspolitiske modreaktioner.

Det bliver et af de centrale spørgsmål under de kommende forhandlinger.

Hvordan styrker man Europas industrielle selvstændighed uden samtidig at svække den konkurrence, som skal sikre bedre produkter og lavere priser?

Hvornår bliver de nye regler gældende?

Forslaget blev fremlagt den 9. september 2026 og skal nu behandles af Europa-Parlamentet og EU’s Ministerråd.

De to institutioner skal blive enige om den endelige lovgivning.

Ambitionen er at få den nye forordning vedtaget inden udgangen af 2027, men det er endnu ikke sikkert, at tidsplanen holder.

Der vil desuden være behov for overgang og praktisk implementering, før alle ændringer får virkning.

Det betyder, at virksomheder og offentlige myndigheder fortsat skal følge de eksisterende regler, indtil den nye lovgivning er vedtaget og trådt i anvendelse.

Den endelige udformning kan også blive væsentligt anderledes end Kommissionens oprindelige forslag.

Perspektiv: Fremtidens offentlige indkøb kan blive en del af Europas industripolitik

Det mest interessante ved den kommende reform er måske, at EU forsøger at ændre selve opfattelsen af offentlige indkøb.

Hvor udbudsreglerne traditionelt har handlet om at sikre konkurrence, gennemsigtighed og effektiv anvendelse af offentlige midler, ønsker Kommissionen nu også at bruge dem som et instrument til at fremme europæiske samfundsinteresser.

Det betyder ikke, at prisen bliver ligegyldig.

Men det betyder, at kvalitet, innovation, bæredygtighed, forsyningssikkerhed og europæisk produktion kan få en langt mere central placering i beslutningerne.

For virksomhederne kan reformen ændre, hvordan de skal konkurrere om offentlige kontrakter.

For myndighederne kan den ændre, hvordan de skal beskrive deres behov, evaluere tilbud og indgå samarbejder med markedet.

Og for EU bliver spørgsmålet, om man kan skabe et fælles indkøbssystem, der både fremmer konkurrence og beskytter Europas strategiske interesser.

For i sidste ende handler reformen ikke kun om, hvordan Europa bruger sine offentlige penge. Den handler også om, hvilke virksomheder, teknologier og industrielle kapaciteter Europa ønsker at have i fremtiden.